Krydderkage med appelsin og marengs
Denne lækre krydderkage med skønne, vamre julekrydderier, appelsin og marengs vil med sikkerhed få julehumøret i top. Skær kagen ud i skiver og server den for dine julegæster med en god kop kaffe eller te.
Fremgangsmåde
Rør ingredienserne sammen i samme rækkefølge, som de er nævn i ingredienslisten. Tilsæt til sidst kandiseret appelsinskal. Dejen fyldes i en smurt 1 ½ l sandkageform og bages midt i en forvarmet ovn ved 180°C i ca. 45 min. Afkøles på rist.
Marengs laves umiddelbart inden servering:
Pisk æggehviderne helt hvide og luftige. Der piskes fortsat, mens sukker tilføjes 1 spsk.
ad gangen. Pisk til marengsen er helt stiv og glat, og fordel den over den afkølede krydderkage.
Brænd evt. marengsen med en gasbrænder inden servering, og pynt med tørrede appelsinskiver, Tørsleffs Juledrys og rosmarinkviste.
Ingredienser
175 g smør
175 g brun farin
2 æg
250 g hvedemel
3 tsk. Tørsleffs Brunt Bagepulver
¾ dl mælk
100 g Tørsleffs Appelsinskal
(kandiseret)
Marengs:
3 æggehvider
150 g sukker
Pynt: Tørrede appelsinskiver, Tørsleffs Juledrys
og rosmarinkviste