fbpx

Tip nr. 13

Buddingtips

Sådan får du den perfekte budding

Buddingen er en klassisk dessert, der igen og igen finder vej til middagsbordene rundt omkring i landet. Budding kan serveres både varm og kold og med sauce eller uden sauce, alt efter hvad du og dine gæster foretrækker. Selvom der findes massevis af lækre opskrifter på den blævrende spise, er der mange, der holder sig tilbage på grund af den berygtede husblas, der med trevler og klumper kan ødelægge selv den bedste dessert. Men det er slet ikke så svært, hvis bare man har de rette redskaber. Læs med herunder, og få vores bedste tips til din næste hjemmelavede budding.

En god og luftig budding

Hemmeligheden bag en god og luftig budding er husblas. De fleste kender nok til den traditionelle husblas, der skal udblødes i koldt vand, og som kan give selv de mest garvede husmødre sved på panden. Men vidste du, at du sagtens kan bruge Gelatinepulver i stedet for husblas?

Udskift husblas med Gelatinepulver, og undgå klumper

Gelatinepulver er geleringsmiddel i pulverform, som kan anvendes i stedet for de traditionelle blade. Med Gelatinepulver undgår du dermed eventuelle trevler og klumper i din budding.

1 tsk. Gelatinepulver svarer til 2 blade husblas

1 tsk. Gelatinepulver til 1 spsk. koldt vand

Buddinger gøres lette med piskede æggevider eller flødeskum. Når blandingen er pisket godt, smeltes Gelatinepulver-blandingen i cremen, mens den endnu er varm, hvorefter buddingen hældes i en skål og stilles på køl.

Når din budding har sat sig, er den klar til servering.