Atamon – hvorfor er konservering egentlig så vigtigt?
Atamon, a’hva for en fisk? Når man sylter, kan man næsten ikke komme uden om at høre om Atamon. Men hvad er det egentlig, og hvorfor er det så vigtigt? Læs med her, og bliv meget klogere på den famøse Atamon.
Hvad er Atamon?
Atamon er et flydende konserveringsmiddel til saft, gelé, syltetøj, marmelade og til ”sur” syltning. Det påvirker hverken udseende, lugt eller smag, men sikrer holdbarheden af dine hjemmelavede produkter. Står der fx benzoesyre eller benzoesurt natron i en opskrift, kan man bruge Atamon, der har den helt rigtige sammensætning. Atamon røres først i syltetøjet efter kogningen, da en del af konserveringsevnen går tabt, hvis det koges med.
Hvorfor skal man bruge Atamon?
Atamon bruges til konservering af syltede produkter. Mange ønsker i dag at bruge mindre sukker, når der skal syltes, og derfor er det særligt nødvendigt at tilsætte et konserveringsmiddel for at sikre en lang holdbarhed. Atamon sikrer den lange holdbarhed og påvirker hverken smag, lugt eller udseende.
Atamon fungerer på den måde, at det aktive stof i produktet, natriumbenzoat (E211), hæmmer væksten af skimmel- og gærsvampe samt andre bakterier. Den anbefalede mængde overskrider ikke grænseværdierne på EU-listen.
Så meget skal du bruge
Syltetøj og marmelade:
1 tsk. flydende Atamon konserverer 1 liter syltetøj eller marmelade.
Saft:
1 tsk. flydende Atamon konserverer 2 liter saft. Til hver liter saft bruges ½ tsk.
Eddikesyltning:
1 tsk. flydende Atamon konserverer ½ liter eddike.
Atamon-info
Skyl dine sylteglas i Atamon
Du kan bruge Atamon til at skylle dine glas, flasker og låg – før du hælder syltetøj og andre syltevarer i dem. På den måde undgår du, at der dannes mug.
Kan Atamon bruges til konservering af andet end syltede produkter?
Atamon er godkendt til konservering af varmebehandlet marmelade og gelé, og vi anbefaler derfor ikke at benytte Atamon til konservering af andre fødevarer.
Kan man bruge Atamon til at konservere rå retter?
Nej. Atamon bør kun benyttes til varmebehandlede retter, da friske råvarer, der ikke er kogt eller varmebehandlet, kan indeholde bakterier og mugsporer, som hurtigt kan udvikle sig.