Syltning med børn
Syltning er ikke bare lækkert, det er også en virkelig sjov og hyggelig aktivitet – også for familiens mindste! Så tøv ikke med at tage ungerne med i køkkenet, når du skal forvandle havens frugter, bær og grøntsager til lækre syltevarer. Tag børnene med i alt fra at plukke og høste bær, frugter og grøntsager i haven til at rense råvarerne og koge syltetøj, eddikelage osv. Børnene kan nemlig være med til stort set hele processen afhængig af deres alder, når blot du står for at håndtere de varme elementer.
Giv din sylteviden videre
Familiens mindste kan få meget ud af at assistere dig, når du kaster dig over syltegryderne. Der er nemlig masser af læring at hente i sylteuniverset, som de små kan få god glæde og gavn af.
Hele sylteprocessen afføder nemlig nemt nogle rigtig fine snakke om blandt andet råvarer, sæsoner, holdbarhed og hygiejne.
De små sylter
Syltning giver anledning til mange gode snakke. Vi har samlet 4 tips til, hvad du kan tale med dine børn om, når I sylter sammen.
1
Hvad er i sæson?
I dag er vi vant til, at man kan købe stort set alle frugter, grøntsager og bær hele året rundt, og det kan derfor – især for familiens mindste – være svært at forstå, at man fx ikke bare kan plukke hindbær eller grave kartofler op om vinteren.
Tal med dit barn om, hvilke bær, frugter og grøntsager, der er i sæson lige nu. Det giver også en ekstra stor glæde, når de ved, at fx de søde jordbær er på lånt tid.
2
Hvorfor sylter man?
I gamle dage syltede man for, at råvarerne kunne holde sig længere, end de var i sæson. Selvom vi ikke behøver dét længere, så er syltningen stadig en måde at konservere råvarerne, så de kan holde sig hele året rundt.
3
Hygiejne og holdbarhed
Når man sylter, er hygiejnen alfa og omega for, at syltevarerne kan holde sig. Tal med dit barn om, hvorfor det er vigtigt, at I vasker og renser råvarerne godt, inden de kommer i gryden, hvorfor glassene skal steriliseres osv.
4
Smag til!
Lad børnene være med til at smage til. Der er nemlig ikke noget, der forstærker madglæden, som at smage på lækre ingredienser og syltevarer. Snak om, hvad I hver især godt kan lide og evt. også, hvad I ikke bryder jer så meget om.
Gode, børnevenlige opskrifter
Vi har samlet en række gode, børnevenlige opskrifter, som vi er sikre på, vil være et hit – også hos familiens mindste!
Børnepandekager
En børnefavorit som heller ikke voksne kan modstå. Pandekager med bananer i skiver og jordbærmarmelade på jordbær fra fryseren er lette at lave og smager fantastisk, uanset hvilken alder man har.
Syltede agurker
Syltede agurker er en skøn spise og en klassiker på ethvert velassorteret frokostbord. Desuden er de lette af lave og et hyggeligt projekt, hvis man går i køkkenet med børn – de fleste børn kan nemlig selv godt lide syltede agurker, der smager lækkert friskt.
Hindbærmarmelade
En god klassisk hindbærmarmelade er svær at slå. De fleste børn og voksne har hindbærmarmelade godt oppe på listen over yndlingsspiser og med denne klassiske opskrift på hindbærmarmelade, går du ikke galt i byen med de dejlige bær.