fbpx

Vanilje – dessertens Dronning

I dessertkøkkenet er vaniljen helt uundværlig og lige så vigtig, som salt er i det salte køkken. Vaniljen fremhæver og understreger nemlig den naturlige sødme, der er i mange kager og desserter, og der er derfor ikke mange opskrifter i det søde køkken, hvori den karakteristiske vanilje ikke indgår. Læs med her, og bliv klogere på, hvad det er, der gør vaniljen til noget helt særligt, hvor den kommer fra, hvilken slags vanilje du skal bruge hvornår og meget mere:

Hvorfor er vanilje så særlig?

Vanilje er et af de allerdyreste og mest brugte krydderier i verden. Kun overgået af safran. Selve dyrkningen af vaniljestængerne er meget krævende – og vind og vejr kan ændre udsigten til en god høst.

Smagen i vaniljestænger er meget karakteristisk og kaldes vanillin. Aromaen består af 250 forskellige smagsstoffer, der giver vaniljen sin dybe, runde smag. Smagen er meget nuanceret, og derfor er det umuligt at opnå den ved kunstigt fremstillet vaniljearoma.

Hvor kommer vaniljen fra?

Vaniljeplanten stammer fra Mexico og Guatemala, men den dyrkes også i Indonesien, på Tahiti og Madagaskar. Uden for Amerika må man bestøve planten manuelt, og det gør vaniljen meget kostbar. Vaniljen har været et kendt krydderi i mange århundreder – og aztekerne og mayaerne brugte den i deres kakao.

Der var engang …

Indtil 1920’erne stod husmoren selv for at fremstille sit vaniljesukker ved at skrabe de små sorte korn ud af vaniljestængerne og blande dem med sukker. Dette ændrede sig i 1926, hvor Tørsleffs lancerede det første vaniljesukkerprodukt – Vanila. Et produkt, der stadig den dag i dag betragtes som en af de mest kendte mærkevarer i Danmark.

Hvilken vanilje skal jeg bruge?

Hvilken form for vanilje, der er bedst at bruge, afhænger af, hvad du skal bage eller sylte, eller hvilken dessert du skal lave. Se her, hvad der adskiller den klassiske Vanila fra Vaniljepaste og vaniljestænger, og bliv klogere på, hvad der passer til netop den opskrift, du skal i gang med:

Vanila

Vanila er vaniljesukker med ægte vanilje fra vaniljestænger, og dét kan både ses, smages og duftes. Brug Vanila i desserter, frugtgrød, kager og andet bagværk.

Dosering: 1-2 tsk. pr. 1 dessert/frugtgrød eller pr. bagværk.

Vaniljepaste

Vaniljepaste er 100 % naturlig koncentreret vaniljemasse. Den flydende, koncentrerede vaniljemasse bestående af de udsøgte vaniljekorn og vaniljeekstrakt opløst i en tyk sirup er velegnet til både kolde og varme desserter.

1 tsk. svarer til smagen af ca. 1 vaniljestang

Vaniljestang

Ønsker du den rene vare, så er vaniljestænger vejen frem. Vi har et bredt udvalg af vaniljestænger, der alle tilfører en dejlig vaniljesmag med en sød, cremet og mild eftertone til bagværk, desserter eller grød.